Af KBH.-reporteren
D. 21. august gik SMil København med i Priden – det årlige optog for homoseksuelles, biseksuelles og transseksuelles rettigheder samt generelt seksuelt frisind. I år havde SMil optrappet sin deltagelse og stillede med hele 25 mand til start incl. en yderst opsigtsvækkende ”sulky” med dejlige kvinder og mænd både foran og på vognen.
Optoget gik i gang fra Frederiksberg Rådhus og bevægede sig mod Nørrebro. Her var både læderklædte dominaer, skønne kvinder i stramme korsetter, mænd i læder og ikke mindst den omtalte sulky som sugede opmærksomhed til sig under hele turen. Det er næppe en overdrivelse at kalde den for en af de mest fotograferede vogne i hele optoget. Da Rådhuspladsen blev nået, var der kommet mange til undervejs, og deltagerantallet havde rundet de 30-35 stykker, ligesom en ægte Harley Davidson havde sluttet sig til optoget.
”Vi har en del homoseksuelle og ikke mindst biseksuelle medlemmer, ligesom de mange tilskuere gør det til et oplagt sted at reklamere. Derfor har vi valgt at deltage i Priden, og det var rigtig dejligt at opleve opbakningen fra vores medlemmer. Men Priden er først og fremmest en stor fest med en fantastisk stemning, og det er bestemt ikke sidste gang, at vi deltager,” lyder det fra Leon Skytte, SMil Københavns formand.
SMil København havde til lejligheden fået fremstillet plakater med sloganet: ”Seksuelt frisind er et fælles ansvar.” For selvom Priden frem for alt var en dejlig festlig dag med masser af god stemning, er det også et vigtigt politisk tema fortsat at kæmpe for seksuelt frisind.
Triumfen på Rådhuspladsen
Da Priden nåede til Københavns Rådhusplads fortsatte en stor gruppe SMilister festen på pladsen, og der blev snart endnu mere at fejre. Kort efter ankomsten kom det glade budskab om, at SMil København havde vundet prisen som den bedste gående gruppe.
”Vi synes selv, at vi havde gjort ekstra meget ud af det i år. Men der var generelt rigtig mange fantastiske og flotte deltagere, derfor er det selvfølgelig rigtig fantastisk at vinde prisen som den bedste gående gruppe. Det er en stor anerkendelse af vores medlemmers mod til at stille op og støtte kampen for seksuelt frisind. Ligesom SMil fik gjort sig positivt bemærket overfor tusindvis af mennesker,” siger SMil Københavns formand.
Han modtog sammen med en stor del af deltagerne præmien på Rådhuspladsens scene, hvor han også fik lov at nævne SMil et par ekstra gange. Præmien var et kæmpe gavekort til Spies.
At rigtig mange var enige i budskabet om seksuelt frisind kunne bl.a. ses på deltager-antallet som i år satte rekord. Omkring 2.000 mennesker deltog i optoget, og politiets vurdering var at omkring 50.000 var tilskuere til paraden.